​Om Rømerdal & Co.

​Nede for enden af Vester Voldgade i nr. 110 og over for Fæstningens Materielgård ligger der en værktøjsforretning: Rømerdal Værktøj.

Har man den holdning, at værktøj er bare værktøj og noget, som desværre er nødvendigt, hvis man skal knalde et billede op på væggen, eller noget man skal bruge når køkkenvasken er stoppet, så er det ikke i Vester Voldgade, der skal gøres indkøb. Den slags værktøj fås billigere og i en tilstrækkelig ringe kvalitet nede om hjørnet hos den lokale isenkræmmer. Er man derimod ude efter kvalitetsværktøj, så er Rømerdal så absolut et besøg værd.

Rømerdal Værktøj, eller som det officielt hedder: Poul Rømerdal & Co. Blev grundlagt i 1931 af Poul Rømerdal. Forretningen lå dengang på Halmtorvet. Først i 2000 flyttede man ned i Vester Voldgade. Nu er det tredje generation, nemlig Kim Rømerdal, der står for denne exceptionelle virksomhed.

​Har man interesse for den finere mekanik, det være sig veteranbiler, motorer, maskiner eller både, og der kan være mange andre emner, så er det hos Rømerdal, man skal finde sit værktøj, også hvis man lige står og mangler et stykke specialværktøj, for her fås alt, hvad hjertet kan begære.

Kim viser specialværktøj til Per Mauritzen fra firmaet Thurah.

Er værktøjet så specielt, at det umuligt kan være lagervare, så er Rømerdal dem, der er eksperter i at få det fremstillet. Her fås snittappe og skærebakker til engelske tommegevind, her fås rivaler og nøgler, og for at kunne løse specielle opgaver har Rømerdal allieret sig med en maskinfabrik i København, som kan fremstille specialværktøjer efter opgaver i enkelstyk eller i små serier.

Det er ikke alene værktøj Rømerdal er leveringsdygtig i. Her kan man købe SKF kuglelejer og måleinstrumenter, svejsemaskiner og elektroder. Mangler der en drejebænk hjemme i kælderen, er firmaet også leveringsdygtigt, og det med maskiner i fornemste kvalitet. Når man har set, hvad dette firma formår, kan man bedre forstå, hvorfor kundekredsen omfatter så fornemme institutioner som Risø, Rigspolitiet, for alle de foretagender, der kræver den bedste kvalitet.

Som gammel maskiningeniør havde undertegnede en utrolig stor fornøjelse af at aflægge firmaet et besøg. Fra min praktikanttid i DSB's centralværksteder og på Orlogsværftet, havde jeg fra bunden erfaret, hvor stor en betydning det har, at stå med et ordentligt stykke værktøj i hånden, for netop disse virksomheder var kendt for deres høje kvalitetskrav, og der var en oplevelse af de fine at erfare, hvor kvaliteten er i højsædet.

Flemming Lehrmann​

​Praktisk information

​Rømerdal & Co.​

Vester Voldgade 110, 1552 København V​​

CVR: 32221645

​Telefon: 70 20 80 45

Fax: 70 20 80 46

E-mail: mail@romerdal.dk 

​Åbningstider

​Mandag - fredag: 08.00 - 17.00

​Lørdag: 09.00 - 13.00

Rømerdal & Co.
Vester Voldgade 110, 1552 København V

Telefon: 70 20 80 45
E-mail: mail@romerdal.dk